Dagdrømning er noget, langt de fleste mennesker beskæftiger sig med hver dag. Nogle svæver væk i lottodrømme om evig fritid og et hus i Sydfrankrig, mens andre lader tankerne vandre ind i en kærlighedsaffære eller gennemgår løsninger på et nærtstående problem. At glide væk i et øjebliks fantasi er en helt naturlig del af et velfungerende sind og kan både være kreativt og regulerende.
Men der er også en gruppe af mennesker, for hvem dagdrømning bliver altopslugende. Her er der ikke længere tale om et flygtigt øjeblik, men om et indre univers, man vender tilbage til igen og igen – et sted, hvor noget kan opleves mere levende, meningsfuldt eller tåleligt end i det ydre liv.
Maladaptiv dagdrømning er ikke en officiel diagnose, men et begreb introduceret af professor og psykolog Eli Somer. Det beskriver et mønster, hvor dagdrømningen bliver så intenst, tidskrævende og opslugende, at det forstyrrer den daglige funktion. Ofte er der tale om rige, narrative fantasier med tilbagevendende karakterer, komplekse plot og stærk følelsesmæssig involvering. For nogle kan det fylde flere timer dagligt og opleves som et fristed – men ikke uden konsekvenser.
Somer beskriver i et interview med det tyrkiske Özgür Düş, at der som minimum må være to forudsætninger til stede: evnen til immersiv dagdrømning – altså at kunne fordybe sig i detaljerede fantasifulde scenarier – samt motivationen til at bruge betydelig tid i denne indre verden. Dette rejser spørgsmålet om, hvad der kan forklare en så vedvarende motivation. Hvilke erfaringer eller udviklingsbetingelser kan bidrage til, at fantasien opleves som mere tiltalende og tryg end virkeligheden?
Hvor nogle, der har oplevet stor utryghed, udvikler fantasier om den perfekte familie eller den ideelle partner, der beskytter og elsker dem betingelsesløst, skaber andre, som har været udsat for ydmygelse eller emotionelt misbrug, måske fantasier præget af popularitet og succes.
Dagdrømningen kan således forstås som en håndteringsmekanisme – en måde at regulere svære følelser på og skabe et indre frirum, når virkeligheden opleves som for smertefuld. Drømmens indhold afspejler ofte individets dybeste og til tider ubevidste behov. Når vi ikke forstår, hvorfor vi gør, som vi gør, kan det give anledning til både frustration og skam, særligt hvis oplevelsen samtidig føles ensom eller anderledes.
Netop ensomhed synes at være et centralt vilkår i maladaptiv dagdrømning – ikke kun som en mulig bagvedliggende faktor, men også som en forudsætning for at kunne fordybe sig i drømmene. I artiklen “Parallel lives” beskrives det, hvordan social interaktion er vanskelig at forene med denne form for dagdrømme. Fantasierne er ofte så levende og følelsesmæssigt rige, at de kan udløse synlige reaktioner som mimik, bevægelser og vokalisering. Omhandler drømmen eksempelvis tabet af et nærtstående familiemedlem, er det ikke ualmindeligt at reagere med tårer og gråd.
Bevidstheden om disse reaktioner kan øge selvbevidstheden og dermed også behovet for at være alene. På den måde kan isolation både være en forudsætning for og en konsekvens af dagdrømningen.
I forlængelse af dette kan også de faktorer, der fastholder tilstanden, forstås som centrale. Udover isolation peger artiklen også på, hvordan bestemte stimuli som musik og fysisk, monoton aktivitet kan understøtte og forstærke dagdrømmene.
Musik kan fungere som en central drivkraft i maladaptiv dagdrømning (MD), idet den tilbyder flere opmærksomhedsmæssige indgange gennem sine akustiske kvaliteter såsom resonans, klangfarve, rytme og tonehøjde. Samtidig viser forskning, at musik spiller en firedobbelt rolle i MD: den bidrager til at skabe distance til den ydre virkelighed, igangsætter komplekse visuelle narrativer, fordyber den absorberede tilstand og intensiverer styrken i dagdrømmenes indhold ved at fremkalde emotionelle responser. Samlet set peger dette på, at musik ikke blot fungerer som en baggrundsfaktor, men som en aktiv mekanisme i etableringen og vedligeholdelsen af den dybt engagerede dagdrømmetilstand.
Også bevægelse synes at spille en central og integreret rolle for mange. Studier viser, at dagdrømningen ofte ledsages af gentagne kropslige handlinger såsom pacing, håndbevægelser og mimik, og at disse bevægelser ikke blot er ledsagende, men funktionelle. Der peges på en tovejssammenhæng, hvor kropslig aktivitet både kan fremme og forstærke dagdrømningstilstanden ved at øge fokus og skabe en selvhypnotisk fordybelse, samtidig med at bevægelserne fungerer som en kropsliggørelse af de forestillede scenarier. For nogle opleves bevægelserne som delvist ufrivillige, hvilket indikerer en reduceret oplevelse af kontrol og en tæt kobling mellem mentale forestillinger og motorisk aktivering.
Samlet set understreger dette, at bevægelse ikke blot er et biprodukt af MD, men en aktiv mekanisme i opretholdelsen og intensiveringen af den dagdrømmende tilstand. Det skal dog også siges, at ikke alle har behov for hverken musik eller bevægelse for at kunne fordybe sig.
At fordybe sig i maladaptiv dagdrømning er som tidligere nævnt ikke uden konsekvenser. Mange beskriver, hvordan de både søger drømmens fordybelse og samtidig mærker en sorg over de timer, der forsvinder fra det virkelige liv – en sorg over ikke at være til stede, ikke at få udrettet det ønskede og over oplevelsen af et liv, der går tabt.
Denne oplevelse bør tages alvorligt. Desværre fejldiagnosticeres maladaptiv dagdrømning ofte eller bagatelliseres som en sund og kreativ fantasiaktivitet. Dette kan efterlade mennesker i dyb usikkerhed og ubehag og bidrage til en oplevelse af øget ensomhed.
Det kan være vanskeligt at håndtere MD uden en tryg og pålidelig relation at støtte sig op ad. Når drømmenes verden rummer relationer, hvor man mødes med ubetinget anerkendelse, beundring eller en oplevelse af særligt potentiale, kan virkelighedens relationer fremstå mere krævende, uforudsigelige og mindre følelsesmæssigt tilfredsstillende. Derfor kan der opstå et behov for på ny at lære at indgå i sunde relationer – relationer, hvor det er muligt både at bevare en kontakt til sig selv og samtidig være i nær forbindelse med et andet menneske.
Jeg håber, at du er blevet blot lidt klogere på begrebet maladaptiv dagdrømning. Det er et omfattende felt, som her er forsøgt beskrevet inden for relativt begrænset plads. Samtidig er der områder, der endnu kun er sparsomt belyst forskningsmæssigt, herunder blandt andet spørgsmålet om frigivelsen af neurotransmittere under absorption.
Hvis du ønsker at fordybe dig yderligere i emnet, kan jeg varmt anbefale at se nogle af de interviews, Eli Somer har givet. Der findes i skrivende stund endnu ikke en samlet bog om emnet, men der er udgivet en række artikler.
Er du blevet nysgerrig – eller måske i tvivl om dit eget forhold til MD – er du naturligvis meget velkommen til at kontakte mig.
Jeg ønsker dig en dejlig dag.
Kærligst Lisbeth
Læs mere:
https://somer.co.il/images/MD/Parallel_lives_-A-phenomenological_study_maladaptive_daydreaming.pdf
https://link.springer.com/article/10.1007/s12144-024-06487-3
Musik og MD:
https://journals.sagepub.com/doi/10.1177/03057356231222290
Bevægelse og MD:
https://movementdisorders.onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1002/mdc3.14011
Interview med Özgür Düş:
https://www.youtube.com/watch?v=pt2zZXS_1e8&t=708s
Online fællesskaber: