Måske du også kender det – følelsen af overvældelse. Måske der er landet opgaver på dit bord, der virker uoverskuelige. Enten fordi de er for mange, eller fordi de er for store, og dine evner til at få sagt fra udebliver, selvom ønsket er der. Måske du netop i dette øjeblik er taget af tanker eller følelser, der er alt for overvældende. Tanker om at være forkert, utilstrækkelig, uelskelig eller måske en følelse af at have det for godt (for det er bare sådan, at positive følelser kan virke frygtelige og ubehagelige på nogen mennesker). Eller måske du kender til at mærke angsten i hver en celle af din krop. Sanserne, der bliver skærpet, så du er klar til kamp eller flugt. Hjertebanken, svedeture, åndenød, rysten.

 

Årsagerne til denne overvældelse er mange. Vi har alle fortællinger med os fra fortiden,der er med til at præge vores liv i dag og vores fremtid i morgen. Og det er netop det, der er i spil:

Vi bliver taget af fortidens minder eller fremtidens forventninger, og dermed mister vi fokus fra det, vi - i dette øjeblik - står med og i. Vi mister evnentil at være i nuet.

 

Her ender vi op i en situation, der mærkes afkoblet og ubehagelig, og vi har brug for at vende hjem til os selv og hjem til nuet. Nogle mennesker evner det ved at lave dybe vejrtrækninger, mens andre har brug for noget andet.

Og selvom det er rart at kunne smide skoene og gå barfodet i græsset eller at kunne lægge sig en halv time på en yogamåtte med blid hvalsang i ørene, er det bare ikke altid en mulighed i et større kontormiljø, midt i toget eller i en forretning.

 

5, 4, 3, 2, 1 – metoden er et nemt værktøj, der kan hjælpe dig i en stresset hverdag. Den kræver intet udstyr eller særlige omgivelser, og den tager ikke mere tid, end du har. Ved at bringe din opmærksomhed hen på dine sanser, bringer du dig selv tilbage til nuet, og ved at tælle standser du det tankemylder, der ofte tager pusten fra os.

 

Så stil dig, sæt dig eller læg dig et sted, hvor andre ikke lige forstyrrer dig og træk vejret dybt et par gange. Dette støtter dit parasympatiske nervesystem og er med til at sende signal til hjernen om, at alt er okay. Derefter kigger du dig omkring og finder fem ting, du kan se. Sig til dig selv, hvad det er du ser.

Herefter lægger du mærke til fire ting, du kan røre ved. Det kan være dine fødder, der rører ved din skosåler eller dine hænder, der rører ved dine bukser eller den stol, du sidder på. Sig de fire ting højt for dig selv.

Nu skal du lytte efter 3 ting, du kan høre (summen fra computeren, en dame, der taler osv.) Sig de tre lyde højt for dig selv.

Herefter skal du registrere 2 lugte. Hvad lugter du? Hvis dette er svært er det en mulighed at tænke på to dufte, du holder af. Sig de to lugte højt for dig selv.

Og til sidste skal du finde en ting, du kan smage. Måske kaffen eller vandet du lige har drukket. Sig højt for dig selv, hvad det er du smager.

Hvis du føler, at du har lidt mere tid, kan du jo altid runde af med endnu et par dybe vejrtrækninger.

 

Jeg håber, at denne lille øvelse kan hjælpe dig i din hverdag.

Kærligst Lisbeth